Jeg er netop kommet ind fra ørkenen og er blevet bragt tilbage på hotellet i San Pedro de Atacama.
På beklagelig vis blev det en meget kort konkurrence for mit vedkommende. Kun 15 minutter efter start vrikkede jeg om på min venstre (Kina) fod for første gange. Det lykkedes mig dog at blive sammen med frontgruppen i det meget kuperede samt stenfyldte terræn i ca. 15 km.
Efterfølgende gik det meget godt med at hænge på - så længe at det gik opad eller bare var en smule fladt. Der hvor jeg virkelig mødte mine udfordringer var på ”down hill” sektionerne, hvor jeg tabte for meget tid i forhold til de andre frontløbere. Kort før Check point 1 vrikkede jeg om for anden gang og passerede CP1 ca. 30 sek. efter de 3 forreste løbere. Derfra besluttede jeg mig for at finde mit eget flow og accepterede, at jeg skulle finde min egen rytme så jeg følte kontrol selvom det ville komme til at koste mig tid i sidste ende.
Imellem CP1 og CP2 lykkedes det mig imidlertid at passere en af de andre løbere så jeg for en kort stund lå i 3. føreposition efter Amerikanske Dean og Engelske Rob. Succesen holdt desværre ikke ved, da jeg endnu engang kunne konstatere at jeg vrikkede om på den samme fod. Da jeg passerede CP2 efter ca. 26 km havde jeg tabt omkring 5-7 min til Dean og dertil 2 placeringer.
Mindre end 1 km efter CP2 mødte jeg min største udfordring – jeg vrikkede så kraftig om at jeg var helt nede at ligge og derfra gik det desværre kun ned af bakke i dobbeltbetydning. For det første havde jeg rigtig mange smerter nu og dertil skulle jeg til at passere den værste sektion på ruten. Ca. 5 km med løse sten OVER det hele og dertil en hældning som gik nedaf…
Efter egen vurdering føler jeg selv, at jeg kæmpede alt hvad jeg har lært, men efter yderligere 2t og 45 min. som det tog mig at tilbagelægge 10 km måtte jeg se realiteterne i øjnene, at jeg ikke var i stand til at fortsætte. Ved CP3 5½ km før målstregen blev jeg i samråd med lægerne enige om, at jeg skulle stoppe for mit eget ve og vels skyld.
Jeg havde mange tanker kørende igennem hovedet. Dels så ville jeg selvfølgelig ikke skade mig selv permanent, dels så var jeg der for at levere en top præstation og konklusionen blev at det ville være tåbeligt at humpe de resterende 213 km på foden – nu når jeg også havde sprunget et ledbånd i højre fod…
Selvom det er svært og jeg er helt KNUST, så må jeg sande at mit eventyr stoppende her for denne gang. Det er ikke helt nemt dels fordi at jeg har kæmpet så længe og dertil så målrettet imod at realisere projektet.
Men dermed ikke sagt, at jeg mistet modet. Livet går videre alligevel og hvis jeg kender mig selv ret, så er det ikke sidste gang, at jeg tager løbeskoene på, smil.
Endnu engang tak for alt opbakning og samtidig alle de positive beskeder jeg allerede har modtaget herned.
Mange TAK,
//Jimmi





