Kategori — Jimmi Olsen

Jeg krydsede målstregen for 6 dage siden og mangler denne gang ord, som kan udtrykke den taknemmelighed jeg har overfor den massive opbakning og support i alle har givet mig under udfordringerne i Gobi March 2010.

Jeg modtog noget statistik i går og har været helt paf siden. Der har været omkring 1000 unikke brugere, som eftersigende har læst mere end 56.000 sider på www.jimmi-olsen.dk  i løbet af de sidste par uger…

Jeg har lige korresponderet med en Koreansk og en Japansk fotograf, som har taget en masse billeder for mig under løbet og jeg håber på at modtage nogle billeder i nærmeste fremtid, så jeg kan dele nogle af de smukke omgivelser samt op og nedture med Jer, smil.

Endnu engang et kæmpe TAK herfra

Vi har nu afsluttet en række ceremonier, hyldet diverse vindere og i alt almindelighed festet lidt ovenpå de sidste 8 dages strabadser væk fra de “normale” og trygge rammer, smile.

Nu hvor jeg er sikkert tilbage på hotellet, så kan jeg godt begynde at afsløre nogle af de udfordringer, som både jeg og mange andre, har stået over for. Det hele endte desværre MEGET tragisk for en enkelt. På 4 etape var der som tidligere nævnt, en del af os som endte  på temmelig ”dybt vand” i form af dehydringer, hedeslag mv. og en meget vellidt amerikansk gut Nick, som var bosat i Hong Kong, endte desværre med at trække det korteste strå man overhoved kan forestille sig. Han fik så voldsomt et hedeslag ude på den sidste sektion – ca. 5 km før mål, hvor man skulle løbe af smalle stier i bunden af canyons. (Det var det varmeste sted, jeg oplevede på hele turen og luften stod bare stille) Nick besvimede og blev sidenhen evakueret af et lægeteam og transporteret til et hospital, hvor de prøvede at holde ham kunstigt i live i to døgn, indtil han desværre gik bort lørdag eftermiddag. Han lå i koma fra start til slut og hans familie nåede at blive fløjet til Urumqi, hvor vi alle mindes ham ved banketten om aftenen…

Tidligere i mit liv, har jeg aldrig har respekt for varme – men på stage 4 blev energiknappen bare slukket i min krop og selvom mit hoved sagde at jeg kunne fortsætte, så måtte jeg lytte ekstraordinært til hvert eneste signal kroppen sendte. Jeg arbejdede mig sikkert og stille frem på dens præmisser, for ellers havde jeg ikke været i stand til at krydse målstregen i et helt stykke og det er både sikker og vist.

Hvis vi undlader dødsfaldet, så her jeg helt igennem haft en fantastisk tur. Jeg har været væk fra racescenen i over 3 år og har på denne uge lært mere om min krop og psyke, end jeg tidligere kan erindre. Den smerte og de indre konflikter som jeg har gennemgået på flere planer overstiger langt fra, hvad jeg tidligere har prøvet. Der er ikke nogen tvivl om, at Gobi March 2010 ved dette års udgave fik den rigtige 1. plads med Engelske Dan og Østrigske Kristian på 2. Pladsen. De var klart stærkere end mig og resten af flokken. De havde gjort deres forarbejde både mht. at akklimatisere i varme og højde. Kristian, som er Red Bull løber, fortalte mig at han troede at han skulle dø på 5 etape, hvor kan blev nødt til at grave sig ned i sandet kort ført mål, for at prøve at køle kroppen ned, da han også var løbet tør for vand.

Når jeg sidder her alene og mærker efter i kroppen, så føler jeg ingen skuffelse over mit resultat, som vist blev til en samlet 18 plads langt efter vinderen. Jeg blev nødt til at give mentalt slip, på alt konkurrence ude i den canyon på stage 4 – Det hele handlede kun om at komme helskindet hjem og ikke i en bodyback. Hvis jeg stiller mig selv spørgsmålet, om jeg har lyst til at gøre det igen – så er svaret klart JA. Det handler om at vælge sine kampe med omhu og jeg er overbevist om at jeg valgte rigtigt denne gang!?!

Jeg tager fortsat nogle febernedsættende piller, men ellers føles min krop helt normal i muskulaturen og jeg kan vist konkludere, at jeg er sluppet igennem uden skader – udover vabler, som jeg lige har ordnet til den store guldmedalje, smil.

Jeg skal til at gøre mig klar til afgang til lufthavnen, så jeg kan komme tilbage på dansk grund og være omgivet af alle jer fantastiske mennesker, som har været med mig på rejsen i hjerte og sjæl – Jeg har lige downloadet  alle mails og kommentarer fra bloggen og glæder mig til at læse dem på hjemrejsen.

Af hjertet TAK for alt støtte og support hele vejen igennem, selvom jeg desværre ikke har haft mulighed for at læse alt endnu, smil.

For evt. interesserede, så regner jeg med at lave en teamaften i omegnen af primo august, hvor i alle er mere end velkomne.

Jeg har haft intet mindre end en fantastisk hviledag i campen og jeg nåede heldigvis, at bruge lidt tid alene i går aftes  hvor jeg nød solnedgang og den efterfølgende stjernehimmel fra toppen af en sanddune lidt afsides fra lejren med alle de andre deltagere og det minimum af 50-60 mands store crew der skal til at gennemføre sådan et fleksibelt setup.

For første gang i et par dage så har vi haft mulighed for en normal morgenrutine hvor  lejren vågner i omegnen af kl. 0530 så der er tid til at gøre sig klar til start kl. 08.00.

Hertil morgen  skulle vi så af sted med busser kl. 0730 til et fremrykket startområde så det samlede race kan ”passe” distancemæssigt i sidste ende inden vi krydser målstregen på den planlagte location!

Min krop var desværre underlig endnu engang her til morgen selvom jeg har prøvet at været god ved den rent hydrerings- og ernæringsmæssigt både under de 99 km og hele hviledagen igennem. Men det skulle ikke være mere anderledes end, at jeg alligevel nåede at kaste op 3 gange inden at der var afgang med bussen og endnu engang måtte jeg forbi lægeteltet og blive medicineret, suk.

Mit held blev, at starten blev udskudt en time pga. et eller andet logistik og i mellemtiden nåede jeg at komme nogen lunde til hægterne igen og slap også af med den værste ”morgen kvalme” (man kan snart mistænke at jeg er en gravid ”kvinde” eller lign., hehe).

Vi fik til dato den mest detaljeret rutebeskrivelse 10 min inden start så intet skulle gå galt selvom distancen i dag kun var 5,8 km lang og under denne briefing besluttede jeg mig for at satse hele butikken og bare løbe og så måtte det braste eller bære.

Da start skuddet lød fyrede den yngste af de to kinesere den helt af og jeg prøvede at sætte kontrolleret efter og det gav hurtigt en god spredning på de forreste 10-15 frontløbere og efter kun et par km havde Kineseren og jeg held til  både at lave hul til de andre men også hinanden. I kampens hede lykkedes det mig desværre, at tage et forkert højresving og dermed føre hele feltet på nær én på afveje og efter yderligere et par km med fuld gas og uden at jeg havde set nogen markeringer besluttede jeg at sætte tempoet lidt ned og løb de bagvedliggende lidt i møde. Vi blev hurtig samlet en 6-7 mand og den anden kineser (overalle 3’er) spurgte en lokal om vej og så listede han stille og roligt af sted inden han satte over i spurt for lige rundt om hjørnet 200 meter længere oppe var opløbsstregningen til målstregen og vi jagtede ham som vilde og vi var 3-4 stykker der krydsede målstregen inden for få meter efter ca. 18 min og 24 sek.

Som det formentlig kan ses på resultatlisten så er denne lidt mærkelig for alle er blevet noteret for en time grundet at man ikke kan skelne hvem der har løbet den rigtige rute og så os anført af mig der manglede en enkelt sløjfe eller to på ruten… smile

Jeg er tilbage i campen efter en noget længere kamp end jeg nogen sinde tidligere har prøvet på 100 km..
 
Starten blev heldigvis rykket til kl. 08.00 på den lange etape og jeg var mere end lykkelig for de to ekstra timer, vi fik om morgenen. Jeg har kun sovet nogle ganske få timer de sidste par dage, da jeg har prøvet at tage mig ekstra godt at min krop, som har været plaget af en feber-agtig tilstand, hvor jeg skiftevis sveder og fryser alt for meget… 
 
Der er ingen tvivl om, at jeg har taget den helt rigtige beslutning mht. at tage den “stille og roligt” hele dagen igennem i går. De forreste 75 km var langt fra sjove og jeg måtte modage medicin 3 gange for at modvirke opkast. Det var først da de køligere nattetimer indtraf, at jeg kunne begynde at nyde omgivelserne og sætte farten lidt op. De sidste 25k gik faktisk rigtig godt sammenlignet med de første 3/4 del af ruten.
 
Da konkurrencen alligevel er over for mit vedkommende, så brugt jeg noget af mit overskud på at hjælpe 3 andre til at komme helskindet igennem natten og i dette målestok, så betyder den ekstra tid jeg selv brugt på at gennemføre, intet sammenlignet med den glæde og taknemmelighed jeg har modtaget før og efter, smil.
 
Jeg har hviledag hele dagen og det er så ulideligt varmt her i campen. Campen er omgivet at sanddunes til alle sider – så langt som øjet rækker. Jeg har virkelig ondt af de folk, som fortsat er ude på ruten og der er over 10 som allerede har måtte udgå pga. diverse skader, dehydringer mv.
 
Ham Amerikaneren Ricky, som jeg kæmpede sammen med på stage 4, er lige kommet i mål efter en kamp på omkring 28 timer. Han har endnu engang været igennem hele møllen med drop og resten af “servicepakken”.
 
Mine fødder er temmelig medtaget af gåturen, pga. at jeg afvikler anderledes end ved normalt løb – jeg kan umiddelbart tælle 14 vabler, men det er vist ikke være end de nok skal hele igen, smile.  Det vigtigste lige nu, er at prøve at undgå infektioner.
 
Her i campen er der en rigtig dejlig og afslappet stemning, og der bliver fortsat heppet med energi fra hjerterne, når der fortsat er nogle som krydser målstregen i ny og næ. Min plan for i dag, er at få hvilet så meget, som overhovedet muligt og hvis helbreddet er til det, så vil jeg løbe den sidste etape i morgen og ellers bare overleve…
 
Jeg glæder mig til at skrive igen, når der er lidt bedre tid og jeg har faet navigeret lidt i min tankestrøm.
 
DBH
 
Jimmi

Det har virkelig været en hård dag for mig i dag og min krop vil overhovedet ikke acceptere den massive varme som jeg møder derude. Jeg fik hedeslag i dag efter ca. 110 min, hvor jeg lå på fjerdepladsen med massere af overskud og stabil puls. Da solen ramte mig i en dal, så gik der i omegnen af 10 min før min krop pludselig reagerede helt underligt og jeg kunne næsten ikke stå på benene. Jeg fik dog kæmpet mig frem til andet CP, hvor jeg måtte modtage lægehjælp – efter 20 min kæmpede jeg mig ud på sidste CP, sammen med en amerikansk frontloeber (ricky) som også havde kæmpe udfordringer. I fælleskab fik vi motiveret hinanden, meter for meter og kunne krydse målstregen efter 5 timer og noget…
 
Det har tilmed været en mental hård dag derude. Der er præcis 1 år siden i dag, at én af mine bedste kammerater druknede på tragisk vis under noget riverrafting. Dertil så jeg har også lige modtaget besked om, at én anden mine gode kammerater’s far, i disse dage er ved at dø af kræft. Med dette for øje, har jeg virkelig prøvet at nyde hvert et sekundt af livet derude, selvom at jeg til tider måtte lide mere end jeg umiddelbart havde løst til – men ét er sikkert, det kan altid blive værre, smil.
 
Min krop lider rigtig meget og selvom jeg har været i mål i 8 timer, så er jeg langt fra på toppen og har det disideret dårligt. kan slet ikke komme af med varmen, suk. Der er fortsat nogle ude på ruten og der er mange, som har måtte give op i dag..
 
Jeg har besluttet og accepteret, at jeg ikke kan løbe op til mit fulde og vil gøre alt for at komme igennem dagen i morgen – formentlig med gang det meste af vejen, fordi at min hvilepuls stadig ligger lige omkring 65-70% af mit HR-max. Jeg taber konstant væske og kan ikke holde det i mig. I nat var jeg helt gennemblødt af sved, selvom jeg ikke brugte min sovepose… Det gør virkelig ondt i sjælen, men mit fremtidige helbred er vigtigere end at komme igennem med slemme men!
 
Konkurrencen er ovre for mit vedkommende – men det er løbet ikke. Det positive er, at mine danske tentmate Anders (som er bosat i Singapore) har haft en fantastisk dag i dag og kunne krydse målstregen på en 3. plads. Jeg ønsker ham alt held og lykke og prøver også at hjælpe så meget som jeg har overskud til. For jeg må bare acceptere, at min krop ikke vil som jeg vil, pga. varmen.
 
Jeg fik i omegnen af 10 vabler i dag da alt svulmer op – men det gode er, at jeg ikke har infektion i dem. 
 
Tak for alt supporten herude, selvom det formentlig ikke bliver en 1. plads denne gang!

Nu er vi igennem endnu en dag og for første gang, har jeg haft overskud til at nyde hele turen dagen igennem, smil.
 
Vi forlod campen kl. 08.00 i morges. Her mindede det for første gang, om en dansk sommer med hensyn til klimaet. Lidt vind, lidt regn samt lidt skyer på himlen - ikke mindre end fantastisk. Ruten vi løb på, var temmelig teknisk krævende. Vi lagde ud med at løbe de første 10 kilometer på bunden af en næsten udtørret flodseng, hvor der ikke var andet end sten samt ca. 10 vandpassager. Sidstnævnte har givet mig en håndfuld nye vabler (som jeg lige har prøvet at fikse på bedste vis). 6-7 af de andre frontløbere var markant hurtigere end mig på passagen – men efter første CP fik jeg Indhentet to af de andre frontløbere. Jake Pederson fra NZ og jeg løb næsten lige. Men på down hill sektionerne, var han klart hurtigst og jeg hentede kun tid, når det gik opad igen. Ved sidste CP, ca.  5 kilometer før målstregen, vrikkede jeg desværre om og røg ud over en skrant – men det heldige er, at der ikke er sket mig noget, smil.
 
Jeg kører en meget konservativ strategi og tager den også stille og roligt i morgen og håber at jeg kan indhente noget af det tabte tid på stage 5, da alt kan ske på 100 kilometer i dette klima samt terræn.
 
Jeg føler mig virkelig glad i dag og er det er bare skønt at jeg er ved at slippe af med opkast, svimmelhed og hovedpine! Men det forsikrer mig endnu mere om, at jeg at jeg skal løbe stille og roligt i morgen. Og som tingene er lige nu, så må jeg bare erkende, at der nogle af de andre løbere som er markant stærkere end mig..
 
Vi er blevet indkvarteret i en lille landsby for natten og skal sove i en families hus – lidt underligt, for det er nu meget rart at være helt uden ingenting. 
 
Jeg har lige fået af vide,  at de lukker ned for cybertentet pga. at vi skal afsted med busser i morgen tidlig kl. 03.45. Jeg skal op og spise omkring kl. 02.00. 
 
Håber at tingene var til at forstå, for jeg havde kun et par minutter.
 
Men hvor om alting er, så glæder jeg mig til i morgen og det er et godt tegn!

Jeg er kommet hæderligt igennem dagen, selvom jeg langt fra er på toppen. Jeg kastede op 10 min før startskudet lød i dag. Og havde allerede inden start besluttet mig for at lytte og løbe på kroppens præmisser, for jeg har haft en nat, som ikke er den bedste at tænke tilbage på.
 
Det er overordnet gået meget godt i dag, selvom det aldrig er sjovt at tabe tid til de andre. Jeg løb virkelig konservativt og havde ikke min puls højere end 75% af mit max selvom vi løber i omegnen af 2000m. Min tid blev ca. 3 timer rent og selvom jeg kun blev nr 6, så føler jeg mig allerede meget stærkere nu end jeg har gjort den seneste 1,5 dag. I morgen er planen fortsat at tage den stille og roligt, for ellers kommer jeg ikke hele vejen igennem til målstregen. Dag 4 er varslet til at være 99 km og jeg kan ikke indhente min tabte tid på disse korte etaper.
 
Jeg tror selv mine udfordringer skyldes, at jeg slet ikke er vant til at være i varmen eller for den sags skyld højden. Det gode er, at jeg ikke har kastet op i 11 timer og har fået mere at spise i dag end i går. Men når det er sagt, så har jeg ondt over det hele pga. kramperne. Men for hver time bliver det bedre og bedre, smil
 
Det bekymrer mig lidt, at de andre ikke synes at det er varmt derud – for jeg synes jeg lugter af kogt jimmi. Det skulle efter sigende blive mere varmt fra i morgen, når vi kommer tættere på Turban Bassin.
 
Her er lejren er der en rigtig god stemning og folk er gode til at hjælpe hinanden. Anders, en dansker som er bosat i singapore, og jeg er teltmates og har det sjovt sammen. De andre er lidt svære at komminikere med uden tolk. Der er to Kinesere fra teltet som og ligger i top fem, og som er sponsoreret af mountain hard wear - de snyder helt vildt. De får både hjælp af et tv hold og så tabte den ene 5 af hans ting ude på ruten i dag og det er ikke afgjort endnu, om de vil give ham en tidsstraf (pga. at det mountain hard wear som er sponsor på løbet…)
 
Vi har desværre måtte lide et stort tab i dag i Dansker-lejren. Anne Vagner blev nødt til at trække sig fra løbet pga. kæesmerter – der er  det er vi selvfølgelig rigtig kede af på hendes vegne. Hun har læmpet virkelig målrettet, for at være her i dag.. 
 
Det er ved at være tid til aftensmad og jeg vil få styr på mine stumper, inden hele lejre blæser væk – vejret er lige skiftet…
 
Jeg vil gøre mit bedste der ude, selv det aldrig er sjovt at sætte tid til i konkurrencen.
 
DBH og mange tak for alle mails

For mit vedkommende, så har det virkelig været en hård omgang i dag. Der blev løbet stærkt på de første 2 CP og jeg blev nødt til at presse min puls lidt højere, end jeg havde lyst til. Efterfølgende følte jeg god kontrol, men havde det rigtig varmt. Det lykkedes mig at løbe op, så jeg lå i 2 position og løb sammen med nr. 1 fra england. Ca. 5 km før mål fik jeg en elektrolyt galt i halsen og kastede op. Efter 10 min begyndte kroppen bare at krampe over det hele og jeg fortsatte med at kaste op. Jeg kæmpede virkelig derude i dag og da jeg kom i mål, ville lægerne give mig I/V – men vi blev enige om, at jeg ville prøve at få styr på tingene selv. For hvis det sker igen, bliver man udelukket fra løbet.

Jeg har virkelig fået respekt for varmen, selvom de andre løbere ikke synes det har været specielt varmt – det skrammer mig lidt, da jeg selv var ved at få hedeslag, fordi jeg ikke er vant til varmen – det er så lang tid siden, at jeg har været i en ørken.
 
Jeg har haft det meget skidt i 7 timer og har kastet op 7 gange ialt. Begynder dog nu at føle mig mere frisk, selvom at jeg er langt fra på toppen. Jeg kommer virkelig til at betale prisen både i nat og morgen, hvor jeg vil lytte ekstraordinært meget til min krop. Det er et langt løb og lige nu skal jeg kun tænke én dag frem ad gangen og passe godt på mig selv.
 
Jeg vil gå i seng nu – så jeg forhåbetlig kan få varmen – det blæser temmelig meget herude…

Stemningen er ved at være høj på hotellet og man begynder for alvor at fornemme nervøsiteten rundt omkring i hjørnerne.

Her er rigtig mange forskellige typer af løbere. Nogle er her for første og måske også deres eneste gang. Andre er her, for at få en fantastisk natur oplevelse og deres agenda er formentlig at gå det meste af vejen. Og så er der den sidste gruppe af racere, som jeg selv tilhører, som vil yde deres bedste og komme hurtigst muligt igennem de forskellige etaper!

Jeg har mødt en håndfuld konkurrenter her til morgen og man kan roligt påstå at de har gjort deres forarbejde. De har BESTEMT prøvet at løbe stærkt før. Der er bl.a. en gut, som er sponsoreret af Red Bull og jeg vil anslå at hans rygsæk, er den halve størrelse af min!?!

Jeg holder fortsat fast i min beslutning mht. indholdet i min rygsæk, selvom det er lidt skræmmende at kigge på, hehe.

Jeg er rigtig glad over, at jeg ikke har haft nogle udfordringer med maven endnu, selvom det nok skal komme hen af vejen. Jeg har til gengæld haft lidt udfordringer, her i dag til gear check, hvor jeg i første omgang fik to anmærkninger. Den første er, at jeg har byttet om på rækkefølgen på mine patches, som skal være på trøjeærmerne.  Førhen inden RacingThePlanet og 4Deserts blev to forskellige løbeorganisationer, så skulle de sidde på denne måde. Den anden anmærkning, var lidt mere kompliceret at løse, fordi de ikke ville godkende min back-up pandelampe, som de mente var alt for lille. Heldigvis så jeg helt tilfældigt en outdoorforretning for to dage siden, som jeg lige er kommet tilbage fra-  med en lygte som de nu har godkendt.

Det bliver rart at komme ud i ørkenen. De sidste tre dage her i Urumqi har vejret ikke været særlig godt. Regn og skyer det meste af tiden. Vi har fået news fra banelæggerne og de har sagt at de ikke har haft over 7 grader på de to første etaper – men dertil havde målt over 50 grader længere fremme på ruten. Det bliver noget af en kontrast for min danske vikingekrop, smil. Vejret er skiftet her i byen og  for et par timer siden, da jeg løb ud for at købe lampen, så var det som at få en hammer i hovedet pga. varmen. Jeg har haft slukket for aircondition på værelset, men det er desværre en umulighed, at slippe for den alle andre steder rund omkring på hotellet.

Vi skal til at forlade hotellet nu – det bliver et spændende eventyr – lige meget hvad der end sker de næste mange dage…

Tak for alle hilsnerne, jeg har modtaget den seneste tid – de luner godt i hjertet, når det gør ondt derude!

I morgen tidlig kl. 10 er der infomøde, lægekontrol, kontrol af udstyr mv. jeg har kæmpet hele dagen, med at få resten af mit udstyr færdiggjort og pakket i rygsækken.

Hvis jeg kun forholder mig til at det obligatoriske udstyr, så har jeg formået at pakke én af de letteste basispakninger på kun 2,1 kg – men når jeg regner mit mad med, så vejer det alene 6,3 kg. Hvilket er RIGTIG meget sammenlignet med de andre frontløbere…

Jeg har brugt omkring 10 timer i dag, på at genregne på min energifordeling og umiddelbart tør jeg ikke ændre et komma i beslutningerne, selvom min rygsæk desværre vejer 8,4 kg + 2 liter vand. Jeg havde mentalt indstillet mig på, at jeg kunne være tættere på 7 kg.  Men omvendt, så ved jeg også af bitter erfaring, at jeg er som en bil uden brændstof, hvis jeg ikke får nok energi indenbords!

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg har truffet nogle kloge valg – også selvom at jeg kommer til at kæmpe markant mere end de andre frontløbere på de første 4 etaper. Det bliver derfor en hårfin balancegang under løbet – for jeg kommer formentlig til at tabe tid på de første etaper, grundet at jeg har 3 kg mere i rygsækken end de letteste løbere. De to første etaper ikke så lange (kun på hhv. 30 og 32 km ) og det betyder formentlig, at der bliver løbet MEGET stærkt, smil.