Indhold fra — June 2007

Jeg har pakket min rygsæk og er mødt op på det anviste hotel til det obligatorisk gear- samt lægekontrol. Jeg starter hos cheflægen Brandi som kender mig fra Sahara. Jeg har på forhånd løftet slører for hvad der var sket ude i bjergene og derfor ville hun og lægeteamet bruge lidt ekstra tid på at sikre sig, at alt er som det skal være for min skyld…

Konklusionen fra tre uafhængige læger bliver, at de ikke vil lade mig stille til start. Men at de gerne vil booke et fly til mig, så jeg kan komme hjem og blive opereret omgående! De kan ikke med garanti fastslå skadens omfang pga. at de ikke har mulighed for at scanne foden. Men de kunne desværre konkludere at jeg har læderet op til flere ting på både inder- og yderside af foden, suk.

For første gang i de 10 dage må jeg kaste håndklædet i ringen og sande at min drøm bristede for denne omgang. Jeg havde hidtil troede 100% på, at jeg kunne stille til start og efterfølgende placere mig øverst på skamlen som vinder af Gobi March 2007.

Dette blev desværre en illusion som siden hen krævede rigtig meget genoptræning.

Så er det officielle site for Gobi March endelig i luften. Der er i alt tilmeldt 5 danskere til Gobi March 2007.  De danske deltagernavne er:

Løber nummer 49, Henrik Eiberg, 35 år
Løber nummer 130, Karin M.G Pedersen, 34 år
Løber nummer 131, Martin K. Petersen, 45 år
Løber nummer 139, Thomas Roende, 31 år
Og naturligvis.. Løber nummer 123, Jimmi Olsen, 29 år

Der er nu kun 5 dage til løbet starter..

Everyone suffers, we just suffer better – Citat: Chris MacDonald

I marts 2006 indledte jeg et samarbejde med den kendte sportscoach Chris MacDonald. Chris følger mig i alt hvad jeg beskæftiger mig med og alt træning tilrettelægges i samarbejde med ham.

Chris MacDonald har boet i Danmark i siden 1999, men kommer oprindeligt fra USA, hvor han bl.a. var eliteroer på det Amerikanske Landshold. Chris MacDonald har også indgående erfaring med ultramarathonsport og i 2005 vandt han sølvmedalje i non-stop enkeltstart-cykelløbet “Race Across America”.

Chris MacDonalds koncept GRACE danner i dag grundlaget for alt, hvad jeg beskæftiger mig med..

Den ene dag går efter den anden hvor jeg bl.a. laver kuldevarme behandlinger efter alle kunstens regler. Foden smerter fortsat rigtig meget, men hævelsen er heldigvis begyndt at aftage en del pga. de optimale betingelser.

Jeg får fat på en tolk som tager mig med til kontrol på en klinik. Det er en form for ”fysioterapeut” som tester mig igennem og hans konklusion er, at jeg kun har smerter fordi fodrodsknoglen har forskuds sig og hvis jeg lige læner mig tilbage så vil han “lige” sætte den på plads!

På billedet ser man mig umiddelbart inden han rykker den på plads og tro mig jeg har ALDRIG oplevet så meget smerte på engang. Tårerne trillede bare ned af mine kinder og jeg sagde ikke et kvæk – han kunne godt se, at den var helt gal og bedøvede efterfølgende min fod med et eller andet… Han forsikrede mig om, at alt var som det skulle være nu og det ville være en god ide hvis jeg gik en lille tur på den. Dagen efter kunne være klar til genoptage min løbetræning dagen efter!

Godtroende som jeg var, går jeg en lille tur på foden for jeg skal være klart til start om kun 7 dage. Det går faktisk nogen lunde og jeg er fyldt med optimisme lige indtil jeg vågner om natten hvor den er helt gal. Bedøvelsen virker ikke mere og jeg ligger bare og ryster af smerte. Min krop siger fra og jeg kan konstatere at jeg har 40,3 i feber og dertil har jeg fået tilranet mig en maveinfektion fra klinikken. I to stive dage ligger jeg og er sendt til tælling hvorefter der sker en markant fremgang på alle fronter.

Kaiser Sport har i mellemtiden sendt en bandage til min fod vha. af en anden dansk deltager som ankommer til Kina få dage før start. Det lykkedes mig med den, at komme på benene igen og får tilbagelagt 3 gåture inden vi skal møde til lægekontrol under RacingThePlanet.

Det er juni måned 2007 og jeg befinder mig i den vestlige del af Kina. Min målsætning er at vinde de 4 største kontrastløb på jordkloden, som den første og dermed eneste i verden – dette i hhv. Kina, Chile, Afrika og på Antarktisk. Da det kræver overblik, styrke og alsidighed at kunne performe perfekt, i så forskellige klimaer samt terræner har jeg forberedt mig målrettet på projektet i snart 1½ år, dvs. længe før min sejr i Sahara.

Der er 11 dage til start og jeg har aldrig været så mentalt stærk eller hurtig i min sportskarriere, som nu. I går satte jeg personlig rekord under min træning hvor jeg trænede på et trail. Her løb jeg 15 km med rygsæk på lidt over 54 min. Jeg er bare glad og alt tegner lovende for den forstående konkurrence på 250 km igennem Gobiørkenen.

I dag 10 dage før start er virkeligheden en anden. Jeg var 60 km ude i ørknen i grænselandet op til Afghanistan for at tekniktræne i bjergene alene. Jeg havde tilbagelagt lidt over halvdelen af træningspasset da det mest uheldige sker… Jeg træder igennem en hård skorpe på toppen af en bjergside, hvilket resulterer i at noget af siden styrter sammen! Jeg har startet et jordskred og jeg glider 6-7 meter ned sammen med grus og sten – da jeg kommer til hægterne ligger jeg med hoved ned af og benene pegende op imod himlen. Det gør bare ondt over det hele og jeg kan mærke, at jeg er lidt chokeret. Efterfølgende går det op for mig at den er helt gal med min venstre fod – der er kun gået nogle sekunder – det gør bare ondt og den er allerede hævet og kæmpe stor!

Fuck tænker jeg og prøver at være rationelt på rekordtid. Jeg ved, at jeg har alt tænkeligt med i mit førstehjælps kit i rygsækken. Jeg beslutter, at det ikke nytter noget, at begynde at behandle sporadisk på foden mv. Jeg skal bare ned af bjerget i en fart inden tingene bliver værre. Jeg snøre min sko endnu hårdere for at ligge et kompres der forhåbentlig kan mindske hævelsen. Det tager mig 21 minutter at kæmpe mig ned af bjergsiden – skiftevis humpende og kravlende kommer jeg frem til den taxa som jeg har betalt for at vente på mig ude i absolut ingen ting… Der er overhoved ingen reaktion fra taxachaufføren, jeg har indtørret blod ned af ben og arme fra de skrammer jeg pådrog mig i faldet og det er kun viljen der gør at jeg står oprejst!

Taxamanden står fuldstændig forstenet og først da jeg hiver mit kort frem over området og peger på byen Kashgar som jeg gerne vil køres til hurtigst muligt kommer der bare en lille reaktion fra ham. Han begynder, at trykker på min fod indtil jeg er ved at eksplodere på ham. Efter nogen diskussion frem og tilbage om hvorvidt han vil have mig ind i taxaen (penge kan gøre meget) har vi kurs imod byen og han kører bare langsomt… Det tager evigheder at komme frem til mit hotel!

Efter nogle timer med kompres, Kulde behandling mv. på foden – ser mit udgangspunkt desværre sådan ud, suk.