Jeg opnåede ikke 1. pladsen, som jeg oprindelig rejste til Kina efter – men jeg føler bestemt ikke at jeg tager tomhændet herfra!

Vi har nu afsluttet en række ceremonier, hyldet diverse vindere og i alt almindelighed festet lidt ovenpå de sidste 8 dages strabadser væk fra de “normale” og trygge rammer, smile.

Nu hvor jeg er sikkert tilbage på hotellet, så kan jeg godt begynde at afsløre nogle af de udfordringer, som både jeg og mange andre, har stået over for. Det hele endte desværre MEGET tragisk for en enkelt. På 4 etape var der som tidligere nævnt, en del af os som endte  på temmelig ”dybt vand” i form af dehydringer, hedeslag mv. og en meget vellidt amerikansk gut Nick, som var bosat i Hong Kong, endte desværre med at trække det korteste strå man overhoved kan forestille sig. Han fik så voldsomt et hedeslag ude på den sidste sektion – ca. 5 km før mål, hvor man skulle løbe af smalle stier i bunden af canyons. (Det var det varmeste sted, jeg oplevede på hele turen og luften stod bare stille) Nick besvimede og blev sidenhen evakueret af et lægeteam og transporteret til et hospital, hvor de prøvede at holde ham kunstigt i live i to døgn, indtil han desværre gik bort lørdag eftermiddag. Han lå i koma fra start til slut og hans familie nåede at blive fløjet til Urumqi, hvor vi alle mindes ham ved banketten om aftenen…

Tidligere i mit liv, har jeg aldrig har respekt for varme – men på stage 4 blev energiknappen bare slukket i min krop og selvom mit hoved sagde at jeg kunne fortsætte, så måtte jeg lytte ekstraordinært til hvert eneste signal kroppen sendte. Jeg arbejdede mig sikkert og stille frem på dens præmisser, for ellers havde jeg ikke været i stand til at krydse målstregen i et helt stykke og det er både sikker og vist.

Hvis vi undlader dødsfaldet, så her jeg helt igennem haft en fantastisk tur. Jeg har været væk fra racescenen i over 3 år og har på denne uge lært mere om min krop og psyke, end jeg tidligere kan erindre. Den smerte og de indre konflikter som jeg har gennemgået på flere planer overstiger langt fra, hvad jeg tidligere har prøvet. Der er ikke nogen tvivl om, at Gobi March 2010 ved dette års udgave fik den rigtige 1. plads med Engelske Dan og Østrigske Kristian på 2. Pladsen. De var klart stærkere end mig og resten af flokken. De havde gjort deres forarbejde både mht. at akklimatisere i varme og højde. Kristian, som er Red Bull løber, fortalte mig at han troede at han skulle dø på 5 etape, hvor kan blev nødt til at grave sig ned i sandet kort ført mål, for at prøve at køle kroppen ned, da han også var løbet tør for vand.

Når jeg sidder her alene og mærker efter i kroppen, så føler jeg ingen skuffelse over mit resultat, som vist blev til en samlet 18 plads langt efter vinderen. Jeg blev nødt til at give mentalt slip, på alt konkurrence ude i den canyon på stage 4 – Det hele handlede kun om at komme helskindet hjem og ikke i en bodyback. Hvis jeg stiller mig selv spørgsmålet, om jeg har lyst til at gøre det igen – så er svaret klart JA. Det handler om at vælge sine kampe med omhu og jeg er overbevist om at jeg valgte rigtigt denne gang!?!

Jeg tager fortsat nogle febernedsættende piller, men ellers føles min krop helt normal i muskulaturen og jeg kan vist konkludere, at jeg er sluppet igennem uden skader – udover vabler, som jeg lige har ordnet til den store guldmedalje, smil.

Jeg skal til at gøre mig klar til afgang til lufthavnen, så jeg kan komme tilbage på dansk grund og være omgivet af alle jer fantastiske mennesker, som har været med mig på rejsen i hjerte og sjæl – Jeg har lige downloadet  alle mails og kommentarer fra bloggen og glæder mig til at læse dem på hjemrejsen.

Af hjertet TAK for alt støtte og support hele vejen igennem, selvom jeg desværre ikke har haft mulighed for at læse alt endnu, smil.

For evt. interesserede, så regner jeg med at lave en teamaften i omegnen af primo august, hvor i alle er mere end velkomne.